.... råbte Piloten med et glimt i øjet, mens de tre andre, jeg selv inklusive, sad nervøst i hvad der mest af alt kan beskrives som en glaskuppel uden stadfæste på den sikre grund midt i et skarpt halvfems graders sving – både til højre og en god del op af. Spoler vi lige tiden lidt tilbage, starter vi ved en mail fra Flyvesektionens leder, Kim Frederiksen, i min inbox på en sædvanlig morgen – ”Helikopter Flyvning”, fortalte emnelinien mig at den handlede om. Jeg har prøvet en del spændende ting igennem IBM Klubben, men een af de ting der stadig står klarest i min hukommelse over fantastiske oplevelser var da jeg i sommers fik mulighed for at lege ”pilot for en dag” med IBM’s Flyvesektion, hvor jeg fik lov at mærke en smule af den frihed det er, selv at manøvrere rundt i et lille fly – med en Pilot som backup selvfølgelig. Derfor er mails fra Kim Frederiksen på forhånd markeret med grønt i min inbox, så jeg er sikker på jeg ikke går glip af mere af den slags oplevelser, blot fordi en mail bliver begravet i de kedelige bunker af takke-mails fra glade kunder og tilbud om l ønforhøjelser fra diverse chefer. Kombineret med en drengedrøm om at prøve at flyve med helikopter, fik denne mail top prioritet i min verden.

Den var god nok, Flyvesektionen havde arrangeret af vi kunne komme på en kort sightseeing tur over vores dejlige hovedstad – det var selvfølgelig ikke pilot-for-en-dag, da en sådan tingest er sværere at flyve end som så, men ”bare” en tur på små 20 minutter som passager. Der gik ikke mange sekunder, før mit personalenummer og et ”Ja tak” var sendt afsted til Kim. Det var nævnt i mailen at der var en øvre vægtgrænse på 100kg – med en kampvægt på 0,11 ton måtte Kim lige verificere at jeg rent faktisk kunne komme med, men det gik – heldigvis. Mens jeg gik og ventede spændt, fik jeg besked fra en gammel ven fra Wien at han ville besøge mig igen i København; en by han holder meget af og kan spendere dage som turist i for at opleve byen og beundre vores arkitektur, en arkitektur der ér en af de flotteste i verden. Et hurtigt check i kalenderen fortalte mig at han landede dagen før jeg skulle flyve, så jeg tog kontakt til Kim og spurgte om det var muligt at få en gæsteplads – der var selvfølgelig booket fuldt op, men jeg fik ham på ventelisten hvis nu nogen skulle melde fra. Det var der heldigvis nogen der gjorde, og jeg kunne præsentere min gode ven for en helt specielt sightseeing :)

Spændt mødte vi op lørdag morgen på flyvepladsen. Den var, som advaret, ikke nem at finde, men med lidt hjælp fra GPS’en, lykkedes det at møde op til tiden – for at blive overfløjet af en lavthængende helikopter da vi stod ud af bilen. Det var ganske rigtigt det rigtige sted, om end vi havde problemer med at se landingspladsen indtil helikopteren viste os vejen. Farvet af for mange tv-serier og film, forventer man fine platforme, blinkende lamper eller i det mindste bare det, nærmest, ikoniske ”H” på asfalten, der markerer at ”Dette er helikopterens naturlige habitat”. Men en helikopter behøver naturligvis ikke luksus som landingspladser og små mænd i neon-farvede veste, der fagter med lyspinde for at kunne lande og lette – den skal såmænd bare have et lille stykke jord bag et gammelt trådhegn. Det næste hold er allerede på vej ind i helikopteren, da vi kommer til pladsen, Kim er een af dem, og da vi ser helikopteren lette, kan jeg allerede mærket forventningens sug i maven – det er mig næste gang!

Mens vi venter, får vi en hurtig briefing af en ung pilot på jorden. Han fortæller om reglerne for at nærme sig en helikopter med rotoren tændt (den blev aldrig slukket under forløbet), indstigning og udstigning. En helikopter vender på en tallerken 10 cm. over jorden, så hvis du står for tæt på haleroret uden piloten ved det, og han svinger maskinen rundt – ja, så er der ikke megen flyvning den dag – derfor er øjenkontakt med piloten, så snart du nærmer dig maskinen, essentiel. Da holdet lander, kommer en stor-grinende Kim ud,”I kan godt glæde jer!” siger han til mig – det gør jeg skam også! :)

Med advarslerne om roterende ting i baghovedet, nærmede vi os helikopteren som aftalt, og blev gelejdet indenfor – den var mindre end forventet; virkede snarere som om jeg tog den på fremfor at jeg kravlede ind i den. Med mine lidt over 2m. blev jeg automatisk tildelt forsædet ved siden af piloten; det kunne jeg ikke klage over – ruden fortsatte hele vejen ned foran, så det nærmest virkede som om jeg sad i det fri. Det var en lille helikopter, og forventningen om en stor styrepind midt i det hele blev bestemt ikke indfriet, det var snarere et halvt joystick til en X-box der blev benyttet til at styre maskinen – med een hånd. Imponerende. Vi blev spændt fast, og der gik ikke mange sekunder før helikopteren uden besvær løftede sig en smule over jorden, vendte på stedet og begyndte at bevæge sig frem mod kysten der ligger et par hundrede meter fra landingspladsen, hvor den begyndte sin stigning og et skarpt sving rundt – ”Flyt jer fugle, jeg er større end jer” – råbte piloten, til den flok af fugle der lettede foran os – tankerne om fugle i rotoren og hvor dårlig en idé dét ville være, blev hurtigt manet til jorden; fuglene havde fanget beskeden og kom hurtigt af vejen. Med en hastighed på omkring 100km/t fløj vi ind over København, piloten var god til at fortælle om de forskellige seværdigheder i byen, mens vi dovent drev rundt. Der var nærmest ikke nogen bevægelse at fornemme i det lettere disede vejr, men alligevel flyttede gamle København sig rundt under os i et ganske fornuftigt tempo. Vi fik set alle de ting, en turist måtte ønske sig; Den lille havfrue, Langelinie, Amalienborg, Operaen, Fælledparken, Parken, Rådhuset, Helipad’en på Riget (en rigtig een!), Zoologisk have med det nye elefanthus – men måden denne sightseeing blev leveret på, gjorde det spændende at være turist i egen by!

Vi kom tæt på Kastrup Lufthavn, og jeg spurgte usikkert om ikke det var forbudt område – ”Vi får lov til lidt forskelligt her” smilede piloten, og kaldte op til kontroltårnet ”I kan overflyve i 1200 fods højde” lød meldingen tilbage. At se Københavns Lufthavn ovenfra er måske ikke noget nyt – det ligger vel i stedets natur. Men at drive langsomt henover i 400 meters højde, giver een mulighed for at se den i et nyt lys. Slanger af bagage-biler kryber rundt mellem de store fly mens Airbus’er taxier rundt for at finde deres nye midlertidige hjem. En 747 trillede ind på landingsbanen under os; givetvis fyldt med trætte mennesker der kun kunne tænke på at komme hjem, efter en 12 timers flyvetur over atlanten. På trods af tilladelsen fra kontroltårnet, kunne jeg ikke lade være med at holde øje med luftrummet omkring os – der er meget trafik sådan et sted – både på jorden men også over J

20 minutter går hurtigt når man har det sjov, men det var alligevel nok til at se hele København oppefra uden stress – turen slutter med en runde over Amager, hvorefter vi flyver tilbage mod Københavns Nordhavn. Vi ser ned på det næste hold der kravler ud af bilen under os, og som forventningsfuldt kigger op på os – ”I kan godt glæde jer!” tænker jeg ....

Tak til Kim for at have planlagt og givet os andre muligheden for denne fantastiske oplevelse!

Se evt. flere billeder på www.pikafoto.dk/Div/Helikopte og her på siden under Galleri.

Rune Espensen - Blue Skies !